sund gulerodskage

phonto-9Torsdag er fridag for mig, fordi jeg ikke har undervisning. Derfor bruger jeg altid mine torsdage på at gøre rent, rydde op, lave lektier eller bare hygge mig. Nogle gange ser jeg også nogle afsnit af den serie jeg følger, men lige pt. har jeg ikke gang i en serie. Det skyldes travlhed her inden læseferie fra studiet, som jo betyder at eksaminerne er lige rundt om hjørnet. Der er lige knap en måned til, at den første skal afleveres, så det begynder at spidse en smule til. Men jeg er faktisk en meget rolig person med hensyn til eksaminer og tager ofte en dag af gangen. På den måde undgår jeg at stresse mig selv, for det er der ikke rigtig nogen god grund til. Jeg har jo klaret mig rigtig fint indtil videre ved bare at tage en eksamen af gangen og slappe af omkring det at have eksamen. Det er dejligt, at det ikke er noget jeg kan flippe helt ud over, som andre mennesker gør. Idag fik jeg så lyst til at bage en kage. Jeg tænkte jeg at ville overraske min søde veninde fra studiet imorgen med et stykke kage, fordi fredagen godt kan være en smule hård engang imellem. Men også fordi vi er gode til at hjælpe hinanden og vi har stort siden studiestart hjulpet hinanden med alle  de svære ting vi har skulle igennem på universitet. Det er rart med en veninde på studiet, som man kan sparre med og arbejde rigtig godt sammen med. Det skal hun have et stort TAK for. En anden god grund til at bage kage er, at vi møder kl. 08.00 og har forelæsning i samme fag frem til kl. 12.00.

Derfor bagte jeg denne lækre, sunde gulerodskage, som smager helt fantastisk (jeg var nødt til at prøvesmage!!). Den er gluten og næsten sukkerfri, hvilket jo gør den mere ‘sund’ at spise taget i betragtning af, at kage aldrig bliver helt sund. Men jeg håber på, at kagen kan få os igennem dagen imorgen og så give os en god start på weekenden! Opskriften er fundet på thefoodclub bloggen, men jeg har selvfølgelig rettet den til så den passede til det jeg havde i skabet. 🙂

Fremgangsmåde
4,5 dl mandelmel (200 gram mandler blendet helt fint)
2 tsk bagepulver
1,5 tsk kanel
3 æg
3 groft revet gulerødder
1 håndfuld hakkede hasselnødder
2 spsk kokosolie
4 spsk brun farin
(her bruges der i original opskriften kokokssukker).

Bland mandelmelet sammen med bagepulver, kanel og salt i en skål.
Gulerødder og hasselnødder rives og hakkes groft.
Æg, olie og brun farin røres godt sammen, jeg piskede det så æggemassen blev en smule luftig. Æggemassen og melmassen røres godt sammen, og herefter tilsættes hakkede nødder og gulerødder. Når dejen er en ensartet masse hældes den i en springform/tærteform. Bag kagen i ovnen ved 180 grader i ca. 40 min.

Frosting
1 pakke flødeost
3 spsk skyr
3 tsk honning
Vaniljesukker efter smag

Ingredienser røres godt sammen og når kagen er kold smøres frostingen ud på.
Opbevares i køleskabet, så den er kold ved servering. 🙂

MUMS!

 

klassisk kagedej

image1-4

Det er jo påskeferie og eftersom vejret viser sig fra sin værste side (ja ja solen var lige heldig at kigge frem da jeg tog billedet) har jeg primært kun bevæget mig udendøre, når jeg skulle ned i fitness. Ellers har den stået på True Detective, som virkelig kan anbefales! Nå, men når man hygger med serier og det regner uden for ligger det op til, at man skal have et eller andet godt ;). Jeg har dog besluttet mig for, at i april skal jeg give den en skalle i forhold til at komme i den form jeg ønsker, hvilket betyder ingen slinger i valsen!

Derfor ville jeg lige dele denne klassiske kagedej, som vel og mærket er et sundt alternativ. Det er en grundopskrift, som kan piftes op med lige præcis den smagsvariant man har lyst til, når man vil bage. Med denne klassiske kagedej er man bare sikker på, at man undgår hvedemel, sukker, smør, gær osv. Altså er det en god grundopskrift at bruge, når man ønsker at lave en kage som er sundere end en almindelig kage. Idag lavede jeg den med revet æble og kanel, hvilket smagte virkelig lækkert! Man kan putte alt man har lyst til i dejen og dermed lave sin egen variant, som kan blive en personlig favorit, når man skal bage.

Grundlæggende dej: 
(giver 8 muffins, så lav dobbelt omgang til kage)
2 æg
2 modne bananer
1 spsk smagsneutral olie
1 dl havregryn
en smule honning
evt. lidt salt
1 tsk bagepulver

Fremgangsmåde:
Del æggene op i hvider og æggeblomme, sådan at du har hvider i én skål og blommer i en anden. Pisk derefter hviderne stive. Banan og æggeblommer skal blendes sammen så det bliver helt glat uden klumper (næsten), så tilsættes bagepulver og olie + honning.

Nu har man ligesom ‘basen’ til kagen og det man ønsker at putte i skal tilsættes ægge/banan-massen!

I min version var det følgende:
2 tsk kanel
en håndfuld hakkede mandler
et revet æble, hvor jeg havde presset vandet fra

Nu skal ‘kagemassen’ vendes forsigtigt i de piskede hvider,
jo mere forsigtigt du gør det jo luftigere bliver resultatet.
Bages ved 200 grader i cirka 15-20 minutter.

Jeg skal helt sikkert lave en variant med blåbær og mørk chokolade! 🙂

Go’ bagelyst.

Nemmeste Cookies EVER

Skærmbillede 2015-02-20 kl. 19.10.29

 

Jeg har en sød tand. En meget sød en af slagsen, hvilket ikke hænger specielt godt sammen med, at jeg prøver at spise og leve sundt. I forhold til mine måltider spiser jeg sjældent usundt, men når det kommer til snacks (især om aftenen), så kan jeg stort set aldrig stille min trang til slik med de sunde alternativer, som skyr med smag, mandler osv.

Men heldigvis er der jo andre derude, som har været i samme båd som mig og som har eksperimenteret i køkkenet, for at finde lige præcis de alternativer, som kan rede en fra at gå amok i bland-selv slik. Takket været vores kære internet faldt jeg nemlig over en opskrift på chokolade/banan cookies, som kun indeholder tre ingredienser, og det gør disse cookies til et rigtig godt alternativ til alt det andet usunde man ellers kan stoppe i munden. Et kæmpe bonus er at de er super lette og hurtige at lave. Og så er det med ingredienser jeg stort set altid ligger inde med.

Til en fin portion skal der bruges: 

Havregryn, 1-2 bananer og lidt hakket mørk (70-80%) chokolade.
Start med at mos banan, tilføj havregryn. ‘Dejen’ skal ikke være for smattet og heller ikke for tør.  Tilføj den hakkede chokolade og lav en cookie ved at fordele den ønskede mængde dej på en bageplade, som skal “smøres” og formes med en ske. Bages ved 175 grader til de er fine gyldne.

Sundere boller med revet gulerod

Skærmbillede 2015-02-17 kl. 19.53.24

 

Hvad er bedre end friskbagte boller? Jeg elsker boller og jeg elsker at bage, og det er endnu bedre når man finder sunde alternativer til det ellers usunde hvide brød. Denne opskrift bruger jeg ofte, da den er hurtig at lave og bollerne er hurtigt færdige og klar til at nyde.

Til ca. 10-12 stk:
1 pakke gær af 50 gram
2 dl mælk (gerne skummet)
2 dl lunket vand
Olie, smagsneutral, som f.eks. rapsolie (bare en smule)
2 revet gulerødder (mere eller mindre efter smag og behag)
Diverse kerner: hørfrø, græskarkerner, solsikkekerner.
1 tsk. salt
3 dl. fuldkornsmel (jeg bruger det jeg har i skabet, men som regel er det rugmel)
Hvedemel

Den kolde mælk og det lunke vand blandes får at opnå en lun temperatur, som man kan opløse gæren i. Herefter tilsættes olie, salt, kerner, gulerødder og fuldkornsmelet. Rør det sammen og tilsæt derefter hvedemel en smule af gangen til dejen er til at ælte, det er dog vigtigt at den stadig er en smule klistret at ælte. Form bollerne og lad dem hæve i 30 minutter. Når de er færdighævet pensles de med æg og pyntes med kerner (på billedet er det solsikkekerner). Bollerne skal bages i en kold ovn, så den tændes på 200 grader når bollerne sættes ind. De skal bage i 20-25 minutter.

Når de er kølet af er de lækre med en smule smør og et stykke ost 🙂